Familien Bezios der Domaine la Croix des Marchands og Chateau Palvie har dybe rødder i Gaillac, og dyrkede i starten faktisk ikke vin, men havde blandet husdyrhold og landbrug i området, samt en smule stokke til egenproduktion. I 1970 overtog Jean Marie tøjlerne i familielandbruget, og inspireret af den stigende interesse for vindyrkning i området valgte han langsomt at omlægge til 100% vindyrkning og kunne i 1983 lancere første årgang fra huset.
I dag er det Jerome Bezios der står ved roret og styrer huset med sikker hånd. Her laves nu traditionel vin i højeste kaliber fra området, og huset driver nu Croix des Marchands som ligger syd for floden Tarn hvor man har gruset lerjord, og hvor man får fyldige kraftige vine, og Chateau Palvie nord for floden hvor kalkstensjord giver elegance og kompleksitet til vinene.
Druerne der bruges er traditionelle for området, og til de røde bruges Syrah, Braucol og Prunelard, og til de hvide Mauzac Blanc, Muscadelle, Loin de l’Oeil og Sauvignon. Dyrkningsmetoderne er skånsomme, og alle vine er Terre Vitis og HVE 3 certificeret.